Lige siden jeg var helt lille har jeg været interesseret i buer, men først da jeg så filmen om den engelske konge Henrik d. 5. blev jeg interesseret i den efter min mening rigtige bue nemlig langbuen.

Langbuen

Hvad er en bue?

Hvad er en bue? Tja det er ikke en buet gren. Nej det er en lige pind der er elastisk så den kan bue, og så er der sat en snor på, der er bundet fast i hver sin ende, sådan så når du trækker i snoren buer pinden, og når du giver slip på snoren vil pinden rette sig ud.

Hvad er så en langbue?

Når vi snakker om langbuen er det ikke bare en lang bue, nej det er den engelske "langbue". Langbuen er selvfølgelig lang, omtrent lige så lang som dens bruger. Blandt andet, fordi den er længere end den almindelige bue kan den skyde både længere og kraftigere, men mindst lige så vigtigt er det hvilken træsort det er, og hvordan man laver den.

Bug og Ryg

En rigtig langbue er D-formet på midten, og bliver rundere jo længere ud mod enderne, du kommer. De fleste ville nok tro at man skal holde langbuen så det flade på D'et kaldet ryggen vender ind mod en selv, og det buede kaldet bugen udad. Men nej, det er lige omvendt. Ryggen udad, og bugen indad. Og hvorfor nu det? Jo når man skærer en langbue ud, skærer man den sådan, at bugen er længst inde mod midten af stammen og rygggen udad. Det er nemlig bevist at de inderste årer af et træ kan tåle at blive trykket sammen og de yderste kan tåle at blive strakt. Og det er det der sker når man spænder en langbue, bugen bliver trykket sammen og ryggen bliver strakt

Et specielt håndværk

Det er ikke alle der kan den svære kunst det er at lave en langbue, for det gælder ikke bare om at finde sig en pind og bruge den. Du kan for eksempel ikke bruge en gren fra et gran-, birke- eller egetræ, nej det skal være en taksstav som du først skal lagre i 2 til 4 år. Når det har lagret skal træet skæres rigtigt ud, og så skal buebenene laves på den rigtige måde så du får en langbue der buer lige meget uden at buen bliver svag. Det kaldes "tilling". Det skal der stor dygtighed til for at kunne gøre. Hvis du "tiller" den forkert kan det ene bueben når du skyder strække sig for meget.

Pile, pilespidser og faner

Til langbuen hører en pil. Langbuens pil er et effektiv projektil både i krig og på jagt. Pilen som er lavet af træ har en spids, tre faner (styrefjer) og en kærv ( et hak) til buestrengen. Den kan forsynes med forskellige spidser til de enkelte opgaver, for eksempel i krig en spids, der gennemborer brynjer, en spids med modhager der gør at når man trækker pilen ud forværrer det såret, eller en spids der kan sidde løst på skaftet, så når den ramte trækker pilen ud bliver spidsen siddende i kroppen.

Hvor langt kan en langbue skyde?
Og hvad kan den skyde igennem?

En langbue kan skyde op til ca. 400 meter, og på 200 meter afstand kan den gennembore både ringbrynjer og pladerustninger hjelme og skjolde.

Love om langbue i England

1275 - 1672 blev der udstedt mange love om buer og bueskydning i England. Her er der nogle eksempler: 1275. Alle raske mænd under en vis rang skulle på helligdage øve bueskydning fra de var 7 år, og købmænd der importerede varer fra udlandet hvor der var godt buetræ skulle tage buestave med hjem efter nærmere love. 1341. Edward d. 3. befalede at hver sheriff i England skulle skaffe 500 hvide buer og 500 bundter med pile til krigen mod Frankrig. 1369. På helligdage skulle alle sunde personer i London øve sig med bueskydning og have det som fritidsinteresse, og hvis man spillede fodbold eller håndbold eller spillede med sten blev man fængslet.

100 Års Krigen

I 100 års Krigen blev langbuen kendt og frygtet. 100 års Krigen var ikke en krig på 100 år, men en række enkelte krige mellem England og Frankrig fra 1337 til 1453. Krigene opstod hovedsagelig fordi England krævede Frankrigs trone, og fordi der var uenighed om fiskerettighederne i Kanalen, men også fordi Frankrig hjalp skotterne i deres oprør mod englænderne. England vandt de fleste slag, men da 100 års Krigen stoppede var Frankrig befriet fra England undtagen en enkelt by Calais. Allerede i starten af 100 års Krigen i slaget ved Crécy i året 1346 fik franskmændene langbuen at føle. En engelsk bueskytte kunne skyde 6 dødbringende pile i minuttet, hvorimod en fransk armbrøstsskytte kun kunne skyde én. Sidst i 100 års Krigen var den kun 26 årige Henrik d. 5. konge af England. Han krævede traditionen tro Frankrigs trone, og med en hær på 10000 mand hovedsageligt bestående af professionelle langbueskytter erobrede han byen Harfleur. Han havde mistet 2000 mand under belejringen på grund af sygdom, og 2000 andre var enten sårede eller døde, så derfor opgav han sine tidligere planer om at drage videre mod Paris. Han ville nu hjem til England. På vejen blev han stoppet af en meget større fransk hær tæt ved landsbyen Agincourt. Henrik ville hellere forhandle end slås og tilbød franskmændene at give dem Harfleur tilbage og alle de fanger han havde taget. Franskmændene ville også have at hans krav om den franske trone skulle trækkes tilbage, men det ville han derimod ikke, og det førte så til det uundgåelige slag. Det blev det sidste berømte slag i 100 års Krigen og i Europas historie hvor langbuen var den største årsag til sejr.

Slaget ved Agincourt 1415

Det var en nypløjet våd og mudret mark franskmændene havde udpeget til at stoppe englænderne på. Englænderne havde måttet gå en stor omvej i forsøg på at undgå franskmændene, så det var en træt og svækket styrke på kun 6.000 mand, der nu blev standset af franskmændene. På grund af de tidligere nederlag havde den franske adel forstået at de måtte arbejde samen for at slå englænderen og det var nu lykkedes for dem at få samlet en hær på ca. 24000 mand. Deres hær bestod af adelsmænd i tunge rustninger, italienske lejesoldater med armbrøster og bevæbnede bønder. Franskmændene var faktisk så sikre på deres sejr på grund af deres overlegne antal mænd at de endda dagen før slaget drak og væddede om hvor mange engelske fanger de kunne tage. Ovre i den engelske lejr var de derimod nervøse for slagets gang. Fordi de var så meget i undertal havde de forberedt sig på at forsvare sig og ikke angribe, men da franskmændene ikke angreb, rykkede de deres linje frem fra at være 1 km væk til kun at være 300 m fra dem. Her borede de omtrent 3 m lange spidse træstager i jorden i en 45 graders vinkel, sådan at en rytter ikke kunne komme igennem af den grund at hesten ville blive spiddet. Bag ved træstagerne blev der stillet let udrustede bueskytter med langbuer. Imellem de to fløje med bueskytter stillede englænderne soldater med andre våben. For at provokere franskmændene til at gå til angreb sendte de en byge af pile afsted. Heldigvis virkede det og franskmændene gik til angreb. Den første angrebsbølge hovedsageligt bestående af riddere til hest blev hurtigt ofre for bueskytternes altødelæggende pile. Men det lærte franskmændene ikke meget af og sendte ikke ret langt tid efter anden bølge af mænd af sted. Da de kom lidt tætter på faldt de i mudderet. Nu lagde englænderne deres buer og gik til angreb på de liggende franskmænd med sværd og stridsøkser. Kampladsen var til englændernes fordel. Den var V-formet på grund af to skove på siderne og englænderne var i bunden V-et. I tredje angrebsbølge kom franskmændene så tæt på hinanden på grund af deres store antal og den snævre plads at de ikke kunne tage hånden op for at hugge uden at ramme nogle af deres egne mænd. Da franskmændene så at det var umuligt at vinde begyndte de at flygte og til stort held for dem var englænderne for få og for trætte til at forfølge dem. I dag er der mange gisninger om hvor store tab henholdsvis franskmændene og englænderne havde. Nogen mener at de engelske tab er på op til 500, men det mest almindelige er tal mellem 100 og 200. Franskmændenes tab kender vi derimod bedre til fordi franskmændene selv har opgjort dem til 8000 til 11000.

Dette slag gav jo en overlegen sejr til englænderne. Men hvorfor? Hvorfor havde de så få tab? Hvorfor vandt de selvom de var så få mand? Jo det var jo ikke kun fordi det havde været dårligt vejr i forvejen og at de franske riddere havde så tunge rustninger på. Nej det skyldtes meget at franskmændene havde en dårlig ledelse men mest af alt skyldtes det at englænderne havde deres professionelle hær af bueskytter, der havde trænet næsten lige siden de kunne gå - med langbue.

Ilja       

Kilder

Olle Cederlöf: Våbenes Historie, s. 102-104.
Carl Dreyer: Med bue og pil, s. 76-77.
E. Sigurd Hansen: Langbuer og pile af træ, s. 8.
Robert Hardy: Longbow, s.96-119
Lademanns Våbenleksikon, s.94-97
Lademanns Middelalderen, Historiens store Epoker, s. 161,162,166
Middelaldercentret, Nyøbing F.: Den skæve Pind s. 6-10.

Lærerens spørgsmål

Hvad har jeg lært denne gang?
Mere om slaget ved Agincourt og 100 års Krigen.
Hvad er jeg tilfreds med?
Min opgave.Jeg har ikke skrevet af, men diskuteret med min far. Desuden er det min yndlingsopgave.
Hvad vil jeg gøre anderledes næste gang?
Ikke noget.

Ilja, 6. klasse. November 2000.

Langbuelinks

http://www.buemagerlauget.dk/
http://www.forntidateknik.z.se/IFT/MNTarb/1983/jaktvap2.htm

Giv venligst besked, hvis et link ikke virker mere!
Ilja via hjemmesideværten ooj@torbenhuse.dk